Rottefælden 2009
Jyllandsposten anmelder Rottefælden 2009
Rottefælde-revyen 2009 (Rottefælden, Svendborg)
Offentliggjort 10.06.09 kl. 14:00
Rottefælde-revyen skuffer fælt i år.
Rottefælden, Svendborg:
ROTTEFÆLDE-REVYEN 2009
Tekster: Jens Krøyer, Leif Maibom, Jan Schou m.fl.
Musik og kapelmester: Jens Krøyer
Iscenesættelse: Jan Schou.
Til 29. august.
Hvad er der dog gået galt for Jan Schou i Rottefælden i år? Svaret er det klassiske i revysammenhæng: teksterne er for dårlige, for lidt sjove, for platte, for dumme. Ud af revyens 26 numre er der to – to! – der kan siges at have den kvalitet, man må forvente af en velrenommeret revy som Rottefælden. Det ene står Jan Schou selv for; han er paven i en dejligt giftig og dobbeltmoralsk sang om verdens fortrædeligheder og pavens fortræffeligheder. Det andet erindringsværdige nummer åbner efter pausen – en forrygende kavalkade over danske pop- og rock-koryfæer, der gerne vil give deres vokale bidrag til klimadebatten. Skønne parodier på alt og alle, fra Troels Trier til Pia Raug, fra Kandis til Mathilde. Det er revyens kapelmester, Jens Schrøder, der havde flikket det nummer sammen, foruden at han står for teksten til 11 af revyens øvrige numre. Ikke et af dem holder i byretten. Krøyer er en glimrende revy-komponist, men hans tekster mangler fatalt de overraskende pointer, der kan gøre det sjovt eller skarpt. Det er pænt og nydeligt som gode råvarer er det, men de mangler saltet, og derfor smager de af ingenting.
Pointerne fuser
Tag blot åbningsnummeret. Holdet marcherer ind, forklædt som nonner, latinsk-syngende, hvor vi pludselig hører ordene ’Sanctus Pædofilis’! Så spidser man naturligvis øre – kommer der nu et bidsk nummer om overgreb i den katolske kirke? Nej, det gør der ikke. Der kommer ikke mere, øv!
Kirsten Norholt folder sig energisk ud, blandt andet som Anni i fængsel, men nummeret skal ingen steder hen – det skal hun selvfølgelig heller ikke – lige som Jan Schous hønsestrikkede skolelærer, der holder justits i klassen, som viser sig at rumme folketingets politikere. Svirp til Morten, der ikke kan holde hånden nede, fy til Villy, der hele tiden vil stemme om alt. Sjov idé, men pointerne fuser, saften mangler, morskaben virker adspredt.
Urimeligt umorsom
Randi Winther, normalt lang og sjov i musicalsammenhæng, kæmper med sine umulige tekster – jysk politibetjent, tryllekunstnerens assistent – uden at have de tekster og de figurer, der for alvor kan forløse hendes talent. Jesper Lundgaard, der revydebuterede overrumplende sikkert sidste sommer i Rottefælden, er her sat til at overspille og oversynge sine numre – fuld mand, selvsmagende tenorfrikadelle – og bedre bliver det ikke af, at Jan Schou i år synes at have haft en usalig forkærlighed for det platte, det pruttende og det dårligt karikerede. Et nummer om bøsse-OL i København i næste måned er pinligt dumt, en sketch om amatørtalenter i Ørbæk urimeligt umorsom.
”Der er så meget, der trænger til at peppes op”, synger de umiddelbart inden finalen. Ja, det tør siges. Ærgerligt, for det kunne have været så godt med de kræfter på det sted.